Home » Uncategorized » Hvad får mennesker til at ofre livet over Middelhavet?

Hvad får mennesker til at ofre livet over Middelhavet?

Start here

Når du møder Middelhavets kyst i din søgen mod Europa, er det første du møder mørket, råben, skrigen og bølgernes evindelige larmen. Du har sandsynligvis aldrig set eller hørt havet før. Du ser et mørke og dyb, der har taget så mange liv før.

Det kræver en særlig desperation selv at sætte sig ned i båden eller sende sine børn ud på denne rejse.

I dette indlæg vil jeg fokusere på menneskene, der forsøger at indrejse i Europa illegalt ved at forsøge at tage turen med gummibåd over Middelhavet fra Libyen oftest. Dette er en vigtig diskussion. Ikke blot fordi, at over 5000 personer skønnes druknet i deres forsøg på at krydse Middelhavet i 2016 alene, hvilket svarer til 14 personer hver eneste dag året rundt, også juleaften. Også fordi at der er intet, der tyder på, at bådturerne slutter foreløbigt. Derfor er det nødvendigt, at vi som europæere forstår, hvad der er på spil for personerne i bådene.

Dette skal også tjene som en uddybning af mediedækningen. For ofte har medierne en tendens til at gøre dette til en statistik på et excel ark. Derigennem forvandles mennesker til tal, og deres agentur og vores medmenneskelighed forsvinder.

De manglende informationer misbruges kynisk af magtbegærlige politikere og meningsdannere, der styrker fordomme og snigende xenofobi.

Jeg vil ikke bruge begreber som immigrant, asylansøger eller flygtning. Disse begreber er ikke ligegyldige, men jeg mener, at de risikerer at overskygge for den bagvedliggende motivation hvorfor, at afrikanere søger mod Europa.

Hvert begreb danner automatisk association hos læseren, der igen risikerer at fjerne opmærksomheden på selve problematikken, og fra personen begreberne dækker over. Det er også svært at vurdere, om en person tilhører den ene, anden eller tredje kategori eller flere kategorier samtidigt.

For personen, der flygter, er det ligemeget, om denne kaldes en flygtning, immigrant eller asylansøger. Det gør ikke personens rejse anderledes eller ændrer på, hvem personen er.

Verdens flygtninge er ikke i samlet flok på vej mod Europa. Derfor er det så meget desto vigtigere at forstå motiverne for de personerne, der vælger at tage den potentielt dødelig færd over Middelhavet.

Jeg vil tage et kritisk blik på de mest presserende afrikanske lande, og det vil ske i alfabetisk rækkefølge.

Eritrea, Etiopien, Guinea, Marokko, Nigeria, Senegal og Somalia.

Jeg håber, at du som læser vil finde det interessant.

Eritrea

erit-MMAP-md.png
Landet oplever ikke en borgerkrig som landene i regionen, som Yemen eller Sydsudan. Landet har aldrig oplevet et kup siden dens uafhængighed d. 23. maj, 1993, og landet er stabilt.

Hvorfor flygter folk så? Eller endnu værre, hvorfor forsøger desperate forældre at få deres børn ud af landet?

At få deres børn til Europa indkluderer en tur gennem Sudan og videre igennem Libyen, en tur kendt for ubeskrivelig vold, voldtægter, afpresning og slavearbejde fra menneskesmuglernes side, før børnene ender i en utæt gummibåd på en strand. Her bliver børnene mødt af mørke, råben, skrige og bølgernes evindelige larmen. Et mørke og dyb, der har taget så mange liv før. Det kræver en særlig desperation at sende sine børn ud på denne rejse.

Min beskrivelse af Eritrea passer også på et andet land, Nordkorea, og Eritrea er mere end en gang blevet sammenlignet med Nordkorea . Landet gennemlever en hungerskatastrofe. Ifølge ACAPS er op mod 50% af alle børn ramt af fejlernæring. Dette til trods afviser det autokratiske styre, med præsident og diktatoren Isaias Afwerki i spidsen, at erkende problemet, og derfor afviser de hjælp fra omverden.

Eritrea bruger store dele af sit begrænset budget på militæret, og der er obligatorisk tvungen værnepligt, kaldet sawa. Problemet er, at hvad der på papiret er en tidsbegrænset stilling, i realiteten er en livstidsdom. Det tvinger folk væk fra deres jorde, og store dele af befolkningen tilbringer deres liv i arbejdslejre, hvor vold, undertrykkelse og underernæring er normen.

Prøver en person at flygte fra et liv i arbejdslejr er dette at anse som landsforræderi og kan straffes med døden. Det sammen kan det, hvis du er flygtet ud af landet, Styret er ikke bleg for at lade straffen gå ud over familiemedlemmer. Hvis et barn er flygtet, kan styret finde på at straffe familien, hvor brug af tortur er systematisk og udbredt. Lige sådan har grænsevogterne fået besked på at skyde for at dræbe efter egne borgere, der forsøger at krydse grænsen illegalt ind til Etiopien. Mange grænsevogtere fortæller helt anonymt, at de forsøger ikke at ramme, omvendt er de bange for følgerne ved ikke at følge ordre.

I øjeblikket er antallet af flygtninge fra Eritrea til Europa faldende, dog udgjorde eritreanerne den syvende største gruppe, der forsøgte at komme til Europa i 2016.

Faldet skyldes ikke bedre lokale forhold, snarere tværtimod, men at EU forsøger aktivt at fralægge sig sine internationale forpligtelser. EU gav ydeligere Eritrea € 200 millioner tilbage i 2015 for at få Eritrea til at reformere landet og for at undgå de mange flygtninge. Surprise, pengene endte i styrets kasse uden ændringer i den førte politik. Pengene kunne også ses som forsøg på at få Eritrea til at fremstå bedre, der ville legitimere hjemsendelse af folk fra Eritrea. Hvilket svarer til at sende folk tilbage til Nordkorea.

EU har også indgået en aftale med Sudan. Sudans Præsident Omar al-Bashir er tiltalt for folkedrab af den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court) for uhyrlighederne begået i Darfur mellem 2003-2008.

I april 2016 udbetalte EU €215 millioner til Sudan til at styrke landets grænsekontrollen til Eritrea og generelt undgå, at Sudan bruges som transitland for folks rejse mod Middelhavet.

Følgevirkningerne af EUs pengedonationer er ifølge en anonym menneskerettighedsmedarbejder:

The crackdown on migrants and refugees has escalated (…) The government feels empowered to do whatever they want. They think they can get away with human rights violations like this. They see them as goodwill gestures to the EU to show they are controlling the flow of migrants.

I februar 2017 udtalte MEP, Joгo Pimenta Lopes om EUs støtte til Sudan dette:

Sudan is trying to get its hands on EU funding, seeking to bypass and overcome international sanctions. And the EU is trying to take advantage of the Sudanese government’s intentions in order to enforce its criminal anti-migration policies in the region.

The EU Observer beskriver hvordan, at intensivering styrker Sudans eget militær, som bruger sit eget militær mod egne borgere.

In May, its air force dropped barrel bombs on Heiban, a village in the south. Among the victims were six children from the same family.

I 2016 ankom anslået  20.000 personer illegalt fra Eritrea til Italien.

Ethiopien

ethiopia-map

Nabolandet Etiopien gennemlever store problemer. The Ogaden Liberation National Front (OLNF) kæmper aktivt mod det etiopiske styre i den sydlige del af Etiopien grænsende op til Somalia. Om Ethiopiens kamp mod ONLF, beretter Human Rights Watch og Amnesty International om grove og brutale menneskerettighedskrænkelser. Human Rights skriver i deres rapport om Ethiopien:

The Liyu police, a Somali Regional State paramilitary police force without a clear legal mandate, continued to commit serious human rights abuses in their ongoing conflict with the Ogaden National Liberation Front (ONLF) in Ethiopia’s Somali Region, with reports of extrajudicial killings, arbitrary detention, and violence against civilians who are accused of supporting or being sympathetic to the ONLF.

I Oromo-Regionen er der også store problemer. The Oromo Liberal Front (OLF) kæmper for øget selvstyre, men ikke autonomi. Oromo Regionen er den største region, og der bor ca. 33 millioner. Oromo befolkningen har i længere tid oplevet, at deres jord og rettigheder tages fra dem af etparti-regimet i Addis Ababa, der igen er en del af en længere følelse af vedvarende marginalisering og undertrykkelse. Siden 2015 er demonstrationer taget til efter Tigray-eliten ønsker at udvide landets hovedstad Addis Ababa. En sådan udvidelse vil tage jord fra Oromo, der i forvejen oplever land grabbing. At fratage personer jord, er som hvis staten i Danmark tog din bank- og pensionsopsparing fra dig.

I oktober 2016 indførte regimet et seks måneders undtagelsestilstand rettet mod Oromo, hvor flere tusinde er arresteret og kun få kommer for en dommer for at undgå noget, der kunne blive en borgerkrig. Der rapporteres om overgreb, vi også ser hæren begå mod ONLF.

Igen spiller Verdenssamfundet en negativ rolle i at holde undertrykkelsen og regimets brutalitet i live, ifølge Human Rights Watch:

Ethiopia is one of the largest recipients of donor aid in Africa, receiving almost $3 billion in 2015 despite allegations of human rights abuses associated with some development programs, including forced displacement in Gambella and the Omo Valley. There are no indications that donors have strengthened the monitoring and accountability provisions needed to ensure that their development aid does not contribute to or exacerbate human rights problems in Ethiopia.

Foruden vedvarende tørke der bringer hungersnød i dele af landet. Denne lurende katastrofe forværres af styrets brutale undertrykkelse af lokalbefolkningen og øgede udgifter til militæret.

Guinea

map_of_guinea.jpg

Vi skifter nu fra Afrikas Horn til den afrikanske vestkyst. Guinea har været ramt af den ene ulykke efter den anden. Guinea har en svag og klientistisk stat, der har efterladt en stor del af befolkningen i armod. Det blev udstillet i 2014, da landet blev ramt af ebola. Over 2500 personer nåede officielt at dø af ebola i Guinea mellem 2014-2016, fordi landet ikke havde et velfungerende sundhedssystem eller infrastruktur.

I den seneste rapport fra Afrobarometer gik mere end 50% af befolkningen sultne i seng mere end en gang i 2015. Landet vurderes ydeligere til at være det fjerde fattigste land blandt de 36 afrikanske lande, Afrobarometer undersøgte.

Landet har en af jordens yngste befolkning, hvor 74% af befolkningen endnu ikke er fyldt 30 år. Den endnu ikke fungerende offentlige sektor gør, at de unge finder job i den uofficielle sektor, hvor mangel på stærke institutioner gør, at vold, trusler og voldtægt er en del af hverdagen, for ikke at glemme du modtoger en ussel løn.

I 2008 oplevede landet et kortvarigt kup, hvor landet fik en ny præsident i 2010.

Pga. de manglende fremtidsudsigter søger flere lykken i Europa. Det er en blanding af jagten på en bedre fremtid, eller bare en fremtid, og især for kvinderne, at komme væk fra deres udsatte position og volden fra gaden og politiet.

Marokko

kort-marokko.jpg

Landet adskiller fra alle andre lande på det afrikanske kontinent ved, at det rent fysisk grænser op til Europa gennem Spanien. Spanien har to små stykker jord som et levn fra deres kolonitid i Afrika. Det er de to autonome byer Melilla og Ceuta. De er hverisær omgivet af en mur. Når europæere tager afstand fra Trumps ønske om udvidelsen af muren til Mexico, glemmer de fleste europæere, at vi allerede har bygget en sådan mur, som Trump taler om.

De fleste fra Marokko, der kommer i både, er yngre mennesker. Ligesom tilfældet er i Guinea, er der en høj arbejdsløshed, hvor udsigten til en fremtid ikke er den bedste. For nogle er der også tale om en manddomstest at tage turen med båd til Europa og skabe sig en ny fremtid.

Mange er gadebørn eller tidligere gadebørn, der er vokset op med vold og stofmisbrug, hvor de kommer fra en ødelagt familie med vold, alkoholmisbrug og skilsmisseproblemer blandt forældrene. De møder sjældent et system i Europa, der forstår deres baggrund, hvor de bliver mødt af dæmonisering og ses som ballademagere. Stort set ingen europæiske myndigheder er i stand til at imødegå de særlige udfordringer og behov, denne gruppe har, eller udnytter de styrker, disse grupperinger besidder.

Nigeria

nigerian-map.jpg

Kontrasternes land. Nigeria har kontinents andenstørste økonomi, kun overgået af Sydafrika. Landet har olierigdomme, der kunne gøre Norge jaloux, tilmed er olien af langt bedre kvalitet og derfor har en højere værdi end olie fra Skandinavien eller Mellemøsten.

Men Nigeria er også landet, der altid har haft svært ved at fungere. Nigeria har siden sin fødsel år 1960, forsøgt at få de forskellige etniske grupper til at samarbejde. Allerede i 1967 brød det sammen, hvor de fleste har hørt om Biafra-krigen, hvor majoritetsbefolkningen af igbo forsøgte at løsrive sig fra Nigeria. Det blev slået hårdt ned. Siden fulgte det ene kup efter det andet rettet mod den føderale state.

Mens store dele af det afrikanske kontinent oplevede en demokratisering i starten af 1990erne, sad Nigeria fast, efter valget i 1993 blev erklæret ugyldigt, da regeringen tabte. General Abacha kuppede hurtigt magten og styrede landet med brutal hånd. Landet overgik først til demokrati i 1999 efter Abachas død.

Pga. olien har forskellige ledere fokuseret på de hurtige penge end på at udvikle landets industri og landbrug. Det har flere gange ført til den hollandske syge. I dag er landet stadig en monoøkonomi. Det betyder, at landet kun har en reel eksportvare, olie. Et råstof er let at kontrollere, hvilket har medført, at landet har en lille rig elite, mens ca. 50% af befolkningen på omkring 200 millioner lever for under FNs fattigdomsgrænse ($1.90 per dag).

Kender du ikke den rette person, patron, kan det være svært at få et arbejde, der giver en løn, du kan leve af, uden du skal stå langs en vej for at sælge vand, legetøj, slik, spejle, tøjdyr, mad, malebøger, og meget andet i 16 timer i den bagende sol for at tjene småøre. Lokalbefolkningen kan sikkert kritiseres for meget, men at være dovne er ikke en af dem.

At en elite sidder på magten og pengene kan ses i de mange såkaldte nigeriabreve (4-1-9 letters), du nok også har modtaget. Du modtager en email, hvor indholdet er, at jeg er en prins fra Nigeria, og jeg vil gerne dele min formue med dig.

De fleste folk laver enten sjov med disse email, og andre håner afsenderne. De færreste går ind og forstår indholdet.

Indholdet reflekterer, hvordan afsenderne forstår Nigeria og deres egen situation. Personerne, de forgiver at være i brevene, er ubeskrivelig rige. Jeg er personligt blevet tilbudt $36 millioner (DKK 250 millioner). Ingen er i tvivl om, at eliten er rig i Nigeria, men deres rigdom gøres større end den med rimelighed må anses at være i disse mails. Ved at gøre de rige rigere, gør afsenderen sig selv fattigere og følelsen af magtesløshed forøges.

Indholdet afspejler også, at afsenderen af mailen har mistet tilliden til system og staten. De rige fremstilles, at ikke blot ønsker de ikke at dele deres penge med befolkningen, de  forsøger også at gemme pengene i udlandet.

Hvad der også overses er, at afsenderne ser verden globalt. De rige samarbejder med vestlige lande, hvor den nigerianske elite gemmer deres penge i vores banker. Den del er ikke forkert forøvrigt.

Brevene er delvis fiktion, men de afspejler skræmmende godt de globale ulighedsfremmende mekanismer og udstiller vestlige landes hykleri.

Livet på gaden er også præget af vold fra kunderne, politiet og andre sælgere, og voldtægt er heller ikke ualmindeligt. Det får mange til at søge andre steder hen, og Europa er et af stederne. Sydafrika er også populært. Det er også her, at årsagen til, at nigerianske kvinder sælger sex på Istegade blandt andre steder. Fattigdom, hvor mange forsøger at tage kontrollen med deres eget liv ved at søge andre jobmuligheder.

Går du en tur langs gader i Nigeria, vil du af lokalbefolkningen blive vejledt om hvem, der bor i de dyre huse med de næsten nye biler parkeret i garagen. De vidner om de heldige, der kom til Europa som fattige, og vendte tilbage som rige. Men det er de få, der huskes, og de mange der glemmes. Som at se på vinderne i pyramidespil eller i lotto, og glemme alle de 99,9% andre, der ikke vandt, men kom tilbage lige så fattige, som da de tog afsted.

Det nordlige Nigeria er traditionelt fattigere end det sydligere. I det NV Nigeria er det bureaukratiske system fra det førkoloniale Sokoto Kalifat stadig bevaret. Det var det største rige i Vestafrika indtil 1903, hvor Storbritannien afsatte kaliffen. Det giver dem en magt, der gør, at de får del i oliepengene. I det NØ Nigeria lå det tidligere Borno Kalifat, en opponent til Sokotokalifatet. Den NØ region tilhører den absolut fattigste del af Nigeria, især de to regioner Borno og Adamawa. Det NØ Nigeria grænser op til Chadsøen, der pga. klimaforandringer og rovdrift på søen fra bønder fra Nigeria, Chad, Niger og Cameroun, der er ved at tørre ud.

0281-lakechad-EN_0.jpgKilde: ECC Library

Det, sammen med længerevarende tørke, har forstærket den allerede stigende fattigdom.

Det forstærker også vold og mord mod marginaliserede grupperinger internt i befolkningen, når der kæmpes om de samme knappe resourcer. Kampe, der fører til gengældelsesangreb. Nomadegruppen fulani er en særlig risikogruppe.

Blandingen af fattigdom, ekstrem ulighed, at staten ikke har investeret i landbrug og industri og klimaforandringer gør, at befolkningen søger nye græsgange. Det har også givet ilt til terrorgruppen Boko Haram, der også genererer flygtninge gennem deres hærgen og tvungen forsøg på at rekruttere unge mænd. Det nigerianske militærs krigsforbrydelser har også skubbet på for, at folk forsøger at skabe sig en fremtid et andet sted. I 2016 udgjorde folk fra Nigeria den andenstørste gruppe fra Afrika, og den ottende største gruppe i alt, hvilket i runde tal dækker over  36.000 nigerianere.

Senegal

sene-MMAP-md.png

Landet fremstår som det gode eksempler på et stabilt afrikansk land. Landet er blandt de mest stabile lande i Afrika overhovedet. Siden landets uafhængighed fra Frankrig i 1960, har landet aldrig oplevet et kup, og landet er kendt som en fredelig og sikker rejsedestination for især fransktalende. Men bag facaden lurer et oprør. Oprøret brød ud i lys luge i 2012, og i dag er årsagerne til oprøret stadig ikke løst.

I 2012 forsøgte den tidligere Præsident Abdoulaye Wade at genopstille for en tredje præsidentperiode. Det er ulovligt iht. forfatningen, hvor en præsident maks. må genvælges en gang. Under Præsident Wade var mad- og huspriserne steget kraftigt, der tog hårdt på lokalbefolkningen. Da han søgte om genvalg for anden gang udbrød der kraftige demonstrationer.

Wade tabte valget til landets nuværende Præsident, Macky Sall. Han igangsatte reformer af fødevaresektoren, men siden er meget lidt sket.

Senegals primære indtægt har været fra fiskeri og jordnøddeproduktion. Men den intensive jordnøddeproduktion har udpint jorden, og fiskeri besværliggøres af udenlandske fiskere og især fiskemelsfabrikker.

Fabrikkerne medfører, at:
1) prisen på fisk fortsætter med at stige

2) fisk, der kunne blive brugt til at brødføde lokalbefolkningen, i stedet eksporteret til vesten, hvor de ender som billigt dyrefoder.

Folk søger derfor andre steder pga. fødevareknaphed, klimaforandringer, en udpint jord, høje priser på fødevarer, og at EU med flere eksporterer landets knappe fødevareressourcer ud af landet for at brødføde vores dyr.

Hvis situationen ikke snart ændrer sig, kan oprøret i 2012 være en forsmag på den revolution, der ligger og venter om hjørnet.

Somalia

_88097259_somaliaii

Somalia har oplevet problemer lige siden kolonitiden, hvor Storbritanniens og Italiens politik ødelagde nomadesamfundene, der medførte en menneskelig katastrofe, og lagde fundamentet til mange af problemerne i Somalia i dag.

Somalias situation forværres af nabolandet Ethiopien i nord. I 1977 brød den Kolde Krig ud på Afrikas Horn. Ethiopiens Derg-regime blev støttet af Sovjetunionen og Somalia støttet af USA. I juli 1977 angreb Somalia Ethiopien, hvor Somalia mente at hele Ogaden-regionen tilhørte dem. I marts 1978 opgav Somalia deres krav om kontrol af Ogaden efter flere nederlag.

Angrebet sidder stadig i Ethiopien. På den ene side er Ethiopien ikke interesserede i, at terrorgruppen for fodfæste i Somalia, på den anden side er de ikke interesserede i, at Somalia bliver for velfungerende. Et stabilt Somalia kunne påny udgøre en trussel mod Ethiopien og deres magtposition. Ethiopiens støtte til Somalia i kampen mod al-Shaabab er derfor et tveægget sværd.

Somalias naboland i vest Kenya har også skjulte motiver i deres støtte til Somalia. I regionen, der grænser op til Kenya, er der store mængder olie, hvor Kenya anklages for forsøg på at få adgang til denne resource på illegal vis. Kenya har derfor også en interesse i, at Somalia ikke bliver for stærk en stat.

Samtidig lider Somalia under, at landet reelt ikke længere findes pga. klanopgør, autonome stater, som Somaliland, at fødevaresektoren er brudt sammen, og at voldelige grupper dominerer. Den mest kendte er terrorgruppen al-shabaab.

Vestens støtte til Ethiopien er et stort problem, som nævnt under afsnittet om Ethiopien. Verdenssamfundet lod også stå til mens at udenlandske aktører dumpede giftigt affald ud for Somalias kyst, mens andre aktører bedrev rovfiskeri. Disse aktiviteter ødelagde det lokale fiskeri, der igen var en medfaktor hvorfor, at lokalbefolkningen begyndte at angribe udenlandske skibe der eskalerede til organiserede pirateri.

I dag flygter folk fra vold, usikkerhed, en stat i opløsning, tørke der forværres af klimaændringerne, og selvmordsbombere.

Borgerkrige i Afrika

Hvis du læste godt efter, vil du have opdaget, at de lande i Afrika, hvor flest folk er på flugt fra, at de lande ikke er omtalt blandt de syv ovennævnte. Det er fordi, som tidligere nævnt, at de fleste folk ikke er på vej mod Europa. Borgerkrigen i Burundi får folk til at flygte til nabolandene, især Uganda og Tanzania. Borgerkrigen i den Central Afrikanske Republik får folk til at søge til Sudan og Cameroun. Borgerkrigen i Sydsudan får folk til at flygte til Ethiopien, Uganda, Darfur i Sudan og Kenya.

Kun et fåtal ender i Europa.

Det kan ses bedst ved, at 2/3 ud af de anslået 65 millioner mennesker på flugt på verdensplan, aldrig forlader deres lands grænser. Når de gør, er det til nabolandene.

Europa er ikke verdens navle, og Afrikas flygtninge er dermed ikke i samlet march mod Europa. Det mere end illustrerer, at Europa ikke har en flygtningekrise, vi har en politisk krise, selvom vore politikere hævder det modsatte. Det giver sig udslag ved, at Dublinforordningen er brudt sammen, og EU-landene ikke har formået at gennemføre en mere fair fordelingspolitik. At de store konflikter i fx Afrika sjældent mærkes i Europa understreger dette faktum.

Folk fra de førnævnte lande flygter selv til andre afrikanske lande. Personer fra Somalia og Nigeria har diaspora over hele jorden.

Flere afrikanske lande har en reel flygtningekrise. For at sammenligne Danmark og Uganda. Uganda tillader flygtninge at arbejde, mens Danmark har vedtaget en lov, der lovliggør beslaglæggelse af asylansøgeres værdigenstande for at kunne betale for den financielle byrde, og mens en asylansøgers sag behandles skal denne sidde på et center afskærmet fra det omgivende samfund. Når en ansøger forsøger at benytte de rettigheder denne har, kaldes denne for grisk af den danske Integrationsminister, Inger Støjberg.

Det til trods for at Danmarks anslået BNP er næsten 100x større end Ugandas, er det Danmark, der hiver det økonomisk kort op af lommen, mens Uganda stadig står med åbne arme. Uganda huser allerede 600.000 flygtninge, og FN forventer, at ydeligere 300.000 fra Sydsudan ankommer i løbet af 2017. Til sammenligning gav Danmark asyl til lidt over 6.000 personer i 2016.

I øjeblikket  huser Uganda, Kenya og Ethiopien ca. 700.000 flygtninge hver.

Konklusion
Den ene konklusion ville korrekt være, at den Afrikanske Union ikke er noget værd, og at flere afrikanske ledere aktivt er med til at forværre situationen for egne borgere.

En anden og ligeså korrekt konklusion ville være, at EU spiller en aktiv rolle i at forværre situationen på kontinentet, der negativt påvirker antallet af mennesker på flygt. Det er at fratage mennesker deres levebrød i Senegal og bruge det som foder til vores dyr. At give penge til ledere i Eritrea, Ethiopien og Sudan, der styrker diktatoriske leders greb om magten, skaber flygtningestrømme, og begår grove menneskerettighedskrænkelser med EUs velsignelse. Og Vestlige landes accept af at opbevare penge fra korrupte ledere i vores banker.

Det vigtigste er dog at huske, at ofrene er de samme, personerne i bådene. De flygter fra arbejdsløshed, fattigdom, vold, krig, alkoholiserede forældre, og staters ligegyldighed i søgen på det samme som os: sikkerhed, håb og en fremtid.

PS: læser man nyhederne alene, kan man få det indtryk, at migration er noget nyt. Mennesket har altid migreret, ellers var der ingen mennesker i Danmark. Migration på tværs af Middelhavet mellem Afrika og Europa har fundet sted i flere tusind år, og det vil mure og andet ikke ændre på.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: